Juniorklubben er et eftermiddagstilbud fra 4. klasse og op, som er åben, når du har fri fra skolen. I juniorklubben er der to faste personaler ansat, som er med til lave eftermiddagsmad, aktiviteter og projekter med eleverne.
Børnene i juniorklubben har stor indflydelse på alt, hvad der sker: Hvad er næste uges madplan, og er der ønsker om bestemte aktiviteter? Ikke alle ønsker kan lade sig gøre, men personalet gør en stor indsats for at inddrage børnene i den normale hverdag i juniorklubben.
I løbet af ugen foregår der forskellige aktiviteter, nogle er faste, og andre kan være mere spontane. Ofte går vi i salen, og laver noget aktivt med dem, der har lyst til det. Udover det, har vi en dag om ugen, hvor børnene må bruge deres mobiltelefon eller tablet. Der er også muligheder for at spille forskellige former for spil i juniorklubben.
I huset har vi både PlayStation og Wii, med diverse spil, derudover er det også meget populært at spille forskellige brætspil.
Juniorklubben har et krea-rum, som bliver benyttet meget. Her er der mulighed for at lave større kreative projekter, som børnene kan tage med hjem til sidst. Børnene bruger også juniorklubbens krearum til at lave gaver til familie eller venner.
Igennem året bliver der afholdt fester og udflugter i juniorklubben.
I efteråret har vi årets Halloween fest, hvor juniorklubben forvandler sig til et uhyggeligt hus for en aften. Til Halloween festen spiser vi alle sammen, og bagefter er der forskellige uhyggelige aktiviteter.
I december tager vi på julegave-tur til Holbæk, hvor børnene har mulighed, for at købe lidt julegaver til deres familie. Vi tager sammen toget til Holbæk direkte efter skole, og tager toget samlet hjem igen. I Holbæk får børnene lov til at gå rundt selv i små grupper.
I februar har vi årets skøjtetur til Holbæk. Vi tager afsted direkte efter skole, hvor vi samlet tager toget fra Nr. Asmindrup. I Holbæk tager vi på skøjtebanen, hvor nogle prøver at stå på skøjter for første gang, hvor andre er mere rutinerede. Efter nogle timer på skøjtebanen, tager vi toget sammen hjem igen.
I foråret bliver der også afholdt en til to arrangementer, som varierer efter hvad børnene har lyst til. Der har både været hyggeaftener med fællesspisning og brætspil, pokemon-go ture, udflugt til stranden eller til fodboldgolf-banen.
Se også skolens Årshjul